onsdag den 24. december 2014

Top 10 over anime-serier i første halvdel af tierne Del 2

Så er det til mine egne 5 favoritter fra første del af årtiet, det var et svært valg for der var egentlig en del serier, som jeg godt kunne lide. Første del kan stadig læses HER, og næste gang er det den store finale hvor jeg bringer listen over de mest populære anime blandt folk der svarede tilbage.


5. Steins;Gate

I Doctor Who ser man ret sjældent The Doctor udnytte at han kan rejse i tiden, til reelt rejse i tiden for at løse et problem, for man har jo i virkeligheden alle de forsøg man vil til at rejse 5 min tilbage og prøve igen. Steins;Gate er som i nok kan gætte ud fra den intro en historie om tidsrejser og forholdet mellem årsag og virkning. En gruppe unge mennesker i nørde-området i Tokyo kommer ved et tilfælde til opfinde en mulighed for at sende beskeder tilbage i tiden, og som de ansvarlige unge de jo er går de videnskabeligt til værks, og passer meget på ikke at komme til at gøre skade med deres gerninger, nå nej det vil jo give en dårlig historie, så de misbruger det så meget at tidslinjen bliver så skadet at vores hovedperson, Okabe, skal genleve et mareridt mange gange, mens han forsøger at omgøre alle deres ændringer i tiden.
Steins;Gate er en del af en meta-serie af visual novels, hvor der allerede var udkommet en anime-version af den tidligere titel Chaos;Head, som jeg egentlig ikke var den store fan af. Jeg kendte egentlig heller ikke studiet der stod bag, så jeg havde ikke rigtigt nogle forventninger til denne serie. Der sker ikke rigtigt noget i starten, nogle unge nørder sidder mest bare og snakker i en lejlighed, hvilket måske kan virke lidt kedeligt, men man kommer rigtigt ind på personerne, som man begynder rigtigt at holde af, og bliver lullet i en falsk tryghed, når serien rigtigt kommer i gang. En moderne science-fiction anime, der kan ses af alle anime-nørder og tidsrejsende, og når man har set serien, så er der jo altid filmen.

4. Chihayafuru

Denne series heltinde, Chihaya Ayase, har kun en interesse her i livet og det er det klassiske japanske kortspil Karuta, hvor det gælder om at ramme kortet med det klassiske digt på der bliver læst før din modstander. Hun er derfor set som en lidt mærkelig type, og folk mener hendes skønhed er spildt på sådan en nørd. Med hendes passion for spillet og sin udstråling, lykkes det dog hende at samle et hold på gymnasiet hun kan øve og deltage i tuninger med.
Turnerings-serier hvor man følger folk dyrke idræt eller tankesport, har altid været en fast bestanddel af anime, men det er sjældent at deres primære målgruppe er unge kvinder (selv om alle de pæne unge fyre i sports-shounen nok mest er der for de kvindelige læseres skyld), og det er altid godt at lave en kendt genre til en ny målgruppe, så den ikke står i stampe. Chihayafuru følger faktisk mange af de normale troper for genren, som at en kamp kan tage flere mange episoder, hvor man kan bruge en helt episode på bare at følge en persons tanker fordi de er lidt bagude, inden de lærer af deres fejl, og bliver bedre af det! Chihaya er når hun ikke spiller Karuta på mange måder en typisk naiv blank shoujo heltinde, men med det samme spillet begynder er hun en haj der kun lever for at vinde stort over sit bytte, og fyre er noget der kun eksisterer for at vinde over! Det er Chihayas personlighed der virkelig holder serien oppe, og man bliver bare så glad og sidder og hepper med selv om der egentlig ikke er meget action.

3. Mahou Shoujo Madoka★Magica

Den 14 årige pige Madoka bliver kontaktet af det lille magiske væsen Kyube, og får tilbudet om at få sit største ønske opfyldt, mod at skrive en kontrakt om at blive magisk pige og kæmpe mod de onde hekse. Madoka vil gerne gøre goder gerninger, og vil derfor gerne være en magisk pige, men den mystiske pige Homura forsøger med alle midler at stoppe hende.
Jeg har en tilståelse, jeg kunne virkeligt ikke fordrage denne anime i starten, og det hjalp ikke på det at folk der aldrig rigtigt havde set magiske pige anime blev ved med at råbe op om at det var en dekonstruktion af genren, hvilket undrede mig for døden og svære valg har altid været en fast følgesvend til genren. Til gengæld er det en voldelig og mere rå faustiansk historie beregnet til Sailor Moon generationen, som nu er blevet voksen, og det lykkes den med til fulde. Den har også et religiøst tema over sig, hvilken religion aner jeg ikke, kærlighed, venskab, håb i mørket, og selvopofrelse er værdier mange religionerne har, og jeg har set både kristne og buddhister fortolke den ud fra deres religion.
Instruktør Shinbo er den største lolicon siden Hayao Miyazaki, så Madoka har samme moe design som man ser i mange slice of life serier, og den begynder også rigtigt nuttet, så chokket blev meget større for folk, da den gik i den helt anden brutal retning, jeg tror det er derfor mange folk tror den er en dekonstruktion, de er simpelthen ikke vant til sådan noget mere, men anime kan være voldelig, selv i mange børne-serier døde folk i stort tal førhen. Hvis man elsker at bare kigge på animation, så se film-versionerne af den, for de er noget af flotteste og mest syrede Japan kan levere.


2. Monogatari

Endnu en Shinbo anime, den første sæson, Bakemonogatari, kom godt nok i 2009, men de senere er fra dette årti, så den kommer med alligevel. Monogatari er fortællinger, og det er præcist det serien er, en moderne overnaturlig fortælling, om en gymnasieelev, der som en slags okult detektiv hjælper de piger med at uddrive onde ånder, selv om jeg stadig er i tvivl om serien handler om noget som helst.
Monogatari er sådan en serie, hvor man kan sidde og kede sig en hel episode og bagefter stadig synes den var god, selv om det eneste man har set er nogle folk der sidder og snakker, indtil en ung pige efter 15 min ender i en situation i meget lidt tøj. Dialogen er velskrevet. Plottet, når der er noget, fungere også, pigerne er naturligvis typer taget fra harem genren, men tro ikke man bare sådan kan sætte dem i bås. Tegnestilen kan i en episode skifte mellem en art deco stil, gammelt børnemanga (naturligvis i sort/hvid), og farvede blokke der fylder hele skærmen med tekst på. Man skal nok ikke tænke på Monogatari som en historie der har en mening gemt et eller andet sted. Det er nihilistisk art house møder otaku anime, hvilket har vist sig at være en vindende kombination, for det er noget af det bedst sælgende anime overhovedet.

1. Penguindrum

Brødrene Kanba og Shouma har taget sig af deres syge lillesøster Himari i mange år. Hun bliver erklæret død på hospitalet efter en tur til det lokale akvarium. En ånd, der gemmer sig i en pingvinhat Himari fik ved akvariet, besætter Himaris krop og får brødrene til at hjælpe med at finde en penguindrum mod at Himari får lov at leve.
Efter at Kunihiko Ikuhara havde skabt Revolutionary Girl Utena i 1990'erne tog han en pause fra at lave anime, den pause skulle så vare helt indtil 2011, og så kan man jo frygte at en instruktør slet ikke er fulgt med tiden og aner hvordan man laver moderne anime på de præmisser der eksistere for industrien nu om dage. Men det er ikke noget problem for Ikuhara, for hans historier er tidsløse og har altid noget at sige. Ikuhara er noget så sjældent i den stærkt kommercielle anime-industri som en auteur, der laver stærke personlige værker med budskaber. Penguindrum er en intelligent anime fyldt med symbolsprog og henvisninger til virkelige begivenheder, så man kan ikke bare sætte sig ned og bingewatche den, for den kræver noget til gengæld af seeren, så man skal være opmærksom hele tiden. Den er også en af de første anime der er kommet de senere år med stærk samfundskritik i forbindelse med den nuværende kulturkamp i Japan, hvor Ikuhara mener at Japan er på en forkert kurs og har svigtet ungdommen.

1 kommentar:

  1. Jeg gjorde det uventede og så Mahou Shoujo Madoka Magica, og selvom det absolut ikke er en genre, jeg normalt kaster mig ud i (små skingre pigestemmer kan være en prøvelse i min alder), så synes jeg faktisk den holdt. Specielt når man kom længere ind i historien.

    Det udefinerbare religiøse tema hjalp på at give det hele mere indhold, og endelig er der hele spørgsmålet om, hvordan man skal opfatte hele historien: Skal man blot opfatte det som realisme og blæse på, at den her "virkelighed" iøvrigt kræver at man tror på magi... eller skal man nærmere opfatte hele den magiske verden som en form for sprogligt billede på hovedpersonernes indre kaotiske mentale kampe for at forstå deres egen eksistens og deres forhold til andre?

    Det er gjort overraskende lidt ud af magiens påvirkning på de udenforståede (forældre og skolen), hvilket næsten er ærgeligt, for det havde kunnet give hele konflikten en ekstra dimension. Mere kaos. Kaos er godt! Det er vores eneste ven!

    SvarSlet